Næstved Taekwondo Klub blev grundlagt i 1988 og havde i de første år til huse i Body House ved Mølleparken.
Siden hen har klubben trænet på Kildemarksskolen indtil man i i 2003 fik egne lokaler overfor sygehuset i Ringstedgade. De viste sig desværre ikke egnet til foreningsbrug, og klubben flyttede derpå til Scala Centeret på Jørgen Jensens Vej, inden den kom til drengesalen på Kalbyrisskolen, hvor dojangen ligger i dag.
Den daglige træning adskiller sig fra den moderne sportstaekwondo ved, udover det tekniske, at fokusere mere på kampkunstens traditionelle værdier.
Træningen, der bygger på naturlige og for kroppen harmoniske principper, kan opdeles i tre dele: Selvforsvar, personlig udvikling samt kropslig sundhed.
Kombinationen af disse tre dele giver mulighed for livslang læring for alle, hvilket afspejles af klubbens bredde. Her træner elever af begge køn, i alle aldre og med udgangspunkt i deres egne forudsætninger.
Vi er alle elever af Beusanim Tung Tran-Duc (7. dan Hwa-Rang Taekwondo). Stormester Tung begyndte at træne Taekwondo i Vietnam, da han var 7 år gammel. Siden 1992 har han undervist traditionel Taekwondo i Danmark, under Dae-Sabeunim, Shin Boo-Young (9. dan Hwa-Rang Taekwondo), grundlæggeren af Hwa Rang Taekwondo, som er en gren af Moo-Duk-Kwan Taekwondo.
Stormester Tung er desuden gradueret 4. dan i Jin Pal Hapkido, under Beusanim, Pham Gia Con (9. dan Jin Pal Hapkido og 8.dan Taekwondo).
Klubbens Kup-gradueringer afholdes typisk i samarbejde med Ølstykke og Køge taekwondoklubber, skiftevis i Ølstykke eller Næstved under klubbernes egne gradueringsberettigede og et udvalg af censorer. Dan-gradueringerne (sort bælte og op) afholdes ved Ølstykke Taekwondo under Beusanim Tung Tran-Duc og et udvalg af egne censorer.
Beusanim Tung er af World Taekwondo i Sydkorea godkendt til at afholde Dan-graduering.